Mit liv har været hektisk de sidte mange måneder.
For få måneder siden boede jeg i et dejligt hus, med en lys fremtid. Med den mand jeg troede jeg skulle leve resten af mine dage sammen med. Efter et hårdt år, efter vi mistede vores ufødte barn. var vi endelig ved at finde glæden i hinanden og tilværelsen igen.
Men vores verden brændte sammen igen. Min verden faldt sammen... På 12 timer gik jeg fra at være en glad ung kvinde på 25 næsten 26. Tingene som gjorde udslaget er ikke det vigtige her. Men jeg nåede et punkt hvor, jeg ikke ville opleve flere smerter. jeg ville bedøve mine psykiske smerter med piller. Endte med at tage så mange jeg ville begå selvmord. Jg havde ikke i sinde at dø, ville bare gerne være fri for smerterne. Men vidste godt hvad det ville medføre.
Jeg pakkede min daværende kærestes piller, kørte ud til at sted ved vandet hvor jeg havde en faktisk udsigt og lyden af havet. Satte mig til rette med noget musik, og tog pillerne. Tog på den anden side af 100 morfin piller og ca 150andre mildere smertestillende på 3 timer. Jeg kunne mærke smerten forsvinde og trætheden sætte sig. vågnede op 2 timer senere og smerterne var tilbage. Fysisk. der gik en panik op i mig. Det gik op for mig, hvad jeg havde gjort. Jeg ville ikke dø, jeg ville leve. Jeg ville ikke væk fra min familie og kæreste. Men var for bange til at ringe til min kæreste. Så jeg ringede til min bedste ven. Han tog en ikke. En panik gik op i mig. Var så bange for at folk ville hade mig, skælde mig ud. Det kunne jeg ikke overskue. Ringede til min ven igen. Han tog den heller ikke denne gang. Min krop var svag, udmattet og kunne næsten ikke holde mig vågen mere. Endelig ringede min telefon, det måtte være min ven som ringede tilbage. blev igen panisk, min krop var efterhånen meget udmattet. Havde meget svært ved at rejse mig fra bilsædet og rejse mig op så jeg kunne nå min telefon som lå ved forruden i min bil. Men jeg kom op og fik taget min telefon. Igennem samtalen prøver jeg at finde modet til at fortælle ham siturationen. Da han vil til at lægge på, siger han sætningen "Gør ikke noget dumt". Der får jeg fremstammet at det allerede er forsent. Der fanger jeg virkelig hans opmærksomhed. Han er 5 timer væk i bil. Han går igennem ild og vand med sin mobil for at skaffe mig noget hjælp. Det ender med min svigermor henter mig og køre mig til lægen som får ringet efter en ambulance.
Jeg får behandlingen på sygehuset. Min familie kommer op til mig på sygehuset. og der begynder hele turen med familien og vennerne.
Her 5 måneder senere arbejder jeg stadig på at undskylde og forklare min familie hvorfor det ikke sker mere. Ved godt det er en lang process.
Men efter det dødede forholdet med kæresten fuldstændigt. Det gik åbenbart op for ham at jeg ikke længere elskede mig som en partner, men som en ven. Han turde ikke sige det til mig i frygt for at jeg ville forsøge at begå selvmord igen. Så han gik til flasken. Han havde et problem allerede inden som vi forsøgte at styre. Men derefter gik det helt galt.
Samtidigt med at jeg går i behandling på psyk. på selvmordsafd. Finder de frem til at jeg er Bipolar.
Det ender med at 2,5 måned senere at han gentagende gange begynder at være mig utro. Med en jeg så som en veninde. Vi gik fra hinanden og aftalte at vi bare ville være venner.
Jeg boede 14 dage ved et ældre fællesvennepar i byen. Og det blev uholdbart for mig med hele byen som sladre om mig og heletiden se eksen med hende.
Så jeg låner et værelse ved min bedste kammarat. Ja ham jeg ringede til da jeg ikke turde ringe til andre. Og flytter derop.
Derfra begynder mit liv at tage en anden drejning.
Kommer i næste "afsnit."
